Endnu er markerne frosne

Christine ligger i en hospitalsseng; der er ikke andre på stuen, så hun har rigelig tid til at døse og drømme. Drøm og virkelighed flyder sammen, snart er hun helt i sine drømme, snart er hun sig bevidst om de få besøg, hun får. Der er lægerne, der ikke kan forklare hende om sygdommen og dens udfald, og der er veninden Astrid som en line til livet udenfor, hvor vinteren stadig ikke vil slippe sit sidste tag. Romanen er disse bølger af drømme og flydende bevisthed, hvor det usagte betyder mere end det sagte, hvor det fortrængte ligger som de gåder, læseren skal løse for at nå ind til kernen af Christines sygdom. Væsentligst er det lille barn, Christine er adskilt fra, billeder og forestillinger kommer og går som de centrale punkter, og Holger, manden, som også er borte. Den store smerte, og lykken som en sejlads på Rhinen. Elementer går igen, ting fortælles om og om, turen på en sti langs de frosne forårsmarker, f.eks. Romanen indledes med en drøm, en stærk skildring af en nyfødt gnukalv, der forgæves søger at fange sin mors interesse og må gå til grunde. Billedet tegner sig efterhånden i denne korte roman, der ligner Skovs tidligere ved sin sproglige økomi og stilistiske sikkerhed, så bogen føjer sig fint til det fornemme forfatterskab.

Læs hele vurderingen