Som i Min søster er en engel fra 1996 har Ulf Stark og Anna Höglund også her indgået et vellykket partnerskab. Det er der kommet en helstøbt, men krævende oplæsningsbog ud af, hvor både de mange illustrationer og teksten rummer såvel det barnligt naive som poesien og det anelsesfulde, svært begribelige. Bogens tema er venskab og kærlighed. Gud afbildes og beskrives som et lille tykt barn, der trods sin skaberkraft har brug for det venskab og den tryghed, som den storebrorlignende Engel giver ham. Da han på Englens anmodning skaber den blå Hest, kommer den altopslugende kærlighed ind i billedet, så Gud for en stund føler sig forladt og jaloux. Illustrationerne i bløde farver spiller hele tiden sammen med teksten og afspejler i skiftende nuancer årstiderne og forskellige sindsstemninger. Bogen tilbyder substantiel åndelig føde både til oplæseren og den lille opmærksomme tilhører, fra ca. 6 år.