Annemette Kure Andersens fjerde digtsamling er som de tidligere karakteriseret ved den konsekvente brug af korte, minimale former, hvor hvert eneste ord til gengæld er opladet til bristepunktet af betydning. Samlingen er formmæssigt strengt og symmetrisk opbygget i fire afsnit, hver især bestående af ti digte, og med en række gennemgående ledemotiver og symboler, der understreger det rytmiske element og karakteren af et sammenhængende forløb. Fra det første afsnits skarpt sansede motiver fra Sydfrankrig åbner samlingen sig mod et større eksistentielt og metafysisk rum, hvor tiden og endeligheden sættes over for det uendelige, som digtene forsøger at indskrive i deres form. Karakteristisk er det at skabelse/tilblivelse i disse digte ikke blot omfatter det eksistentielle, men også henviser til selve sproget og digtet: "- Kun dit blik / bliver tilbage. Så svandt alle disse dage. Og så / skulle alle dine billeder blive til ord." Epifani er det græske udtryk for åbenbaring og AKA's fortættede digte er hver især små åbenbaringer af indsigt og skønhed.