En solid, aktuel og dækkende gennemgang af EU's situation i rækken af et efterhånden pænt udvalg at titler om både EU's institutioner, funktioner og politiske udfordringer. Det er også emnerne for denne bog af den indsigtsfulde europapolitiske chefrådgiver AMV. Bogen er opdelt i to hoveddele. Først et oversigtsafsnit der giver en udmærket indføring i unionens historiske udvikling fra handelsfællesskab mellem fem centraleuropæiske lande til et mellem- og overstatsligt unionssamarbejde omkring de vigtigste politiske spørgsmål med stor indflydelse, som dog også kan findes andetsteds. Bogens egentlige, aktuelle fortjeneste er, at den midt i den igangværende "tænkepause", der bl.a. omfatter en ny kommunikationsstrategi efter nedstemningen af traktatudkastet sidste år, i anden del analyserer de aktuelle dilemmaer, som det nu stærkt udvidede EU står overfor. En håndfuld danske EU-eksperter behandler følgende emner: de mulige scenarier efter forfatningstraktaten, det demokratiske underskud, den stadig udbredte euroskepsis i flere af medlemslandene, indvandringen, EU og den nye terrorisme og spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab - alle med aktuelle og relevante vinkler. Bogen er struktureret med faktabokse, illustrationer og tabeller, der fint understøtter artiklernes løbende tekst. En skam er det så, at de uddybende margentekster er sat med så lille en sats, at det svækker tilegnelsen.