I forlagets serie Gyldendals lærerbibliotek har vi her endnu en udmærket bog. Alle med interesse for undervisning og læring, får en anderledes vinkel på flere uddannelsesmæssige spørgsmål. Vi har tre grundlæggende opfattelser af uddannelse: at forme de unge, så de passer til det voksne samfunds normer og konventioner, at undervise dem i den viden, der vil sikre, at deres tænkemåde passer til det, der er virkeligt og sandt i verden, og at vi må fremelske udviklingen af den enkelte elevs individuelle potentiale. Disse tre opfattelser er uforenelige, og heri har vi udfordringen. Mange nye ideer kommer frem, og det er ikke her vanskelighederne ligger for udviklingen, men mere i evnen til at slippe fri af det gamle. Bogen arbejder med fem faser som vi udvikler os igennem: den somatiske, den mytiske, den romantiske, den filosofiske og den ironiske. Disse faser afstedkommer forskellige opfattelser af lærerens rolle og af undervisningens praksis. Bogen bevæger sig fra det teoretiske niveau til principperne for undervisningen og derfra til det praktiske niveau. Bogen er velskrevet og fremstår flere steder provokerende og humoristisk på en god måde.