Skal du ud at rejse og vil gerne prøve at bo lidt udover det sædvanlige? Så er her en inspirationsbog for alle rejselystne.
Her er mulighederne for at prøve at bo på en anderledes måde, når man skal ud at rejse. Extreme hotels beskriver forskellige hotel-typer over hele verden. Her er alt fra iglohotel i Finland, tropeø-koncept på Maldiverne, fængselshotel i Slovakiet til en kæmpehund indrettet til værelser i USA og et militærcockpit på New Zeeland. Og for bogelskerne findes Library Hotel i New York. Så her skulle være noget for enhver smag. Bogen består primært af billeder af de forskellige hoteller. Til hvert hotel findes en spalte på svensk, dansk og engelsk og en smule billedtekst; også på alle tre sprog. Det er en flot og inspirerende bog, hvor fantasien ikke har fejlet noget hos dem, der står bag de meget anderledes hoteltyper. Det kunne have været interessant at få priserne på overnatninger at vide, men dem fortæller bogen desværre intet om. Det er primært en billed-inspirationsbog, der fremmer lysten til at rejse og bo på en anden måde, end man er vant til.
Extreme hotels er del af en serie af forfatteren Birgit Krols, der også har skrevet: Extreme restaurants og Extreme bars. Der er skrevet andre bøger om indretning af hoteller, men ikke særlig mange med dansk tekst.
En inspirations- og bladrebog til de rejseglade, med fokus på billedmaterialet. Et kig ind på ekstreme hoteller verden over, der indretnings- og designmæssigt ikke ligner andre hoteller.