Bøger / skønlitteratur til børn / roman

F.C. Ørnevej - nye mål


Beskrivelse


F.C. Ørnevej bliver inviteret til at deltage i mini-DM. Mon de vinder? Mon Gustav og Mia bliver ved med at være kærester?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. sep. 2009

af

af

Vibeke Axelsen

d. 1. sep. 2009

Bogen er en Dingo. Blå, hvis læseniveau er anbefalet til 4.-5. skoleår, fra 10 år. Denne bog rammer både med hensyn til indhold og sværhedsgrad målgruppen. Bogen er til fritidslæsning.

Forfatteren er velkendt for børnelæsere, og det er serien Ørnene også. Serien er meget populær specielt hos fodboldspillende piger og drenge. I denne bog bliver F.C. Ørnevej inviteret til Odense for at spille i et mini-DM. Det går rigtig godt, holdet får sølv. Men kunne de mon have vundet, hvis Gustav ikke havde skullet vise sig og "gå" selv? Gustav er i bogen kæreste med Mia, men han får til slut Sifs mobilnummer! Disse og flere andre tematikker bliver berørt. Tematikkerne drejer sig dels - og selvfølgelig meget - om fodbold, dels om at være i begyndende pubertet og dels om at være et ordentligt menneske. Alt dette bliver behandlet i en fortælling, som er vedkommende for målgruppen. Forsideillustrationen viser Gustav mellem de to piger. Illustrationerne er mange og fanger på glimrende vis både stemningen og handlingen.

Bogen er fuldt på højde med de første tre i serien. Persongalleri, tematik, sprog og layout er som i de andre, så de børn, der er begejstrede for serien, ved, hvad de får, når de går i gang med at læse.

På skolebiblioteket har vi mange, der efterspørger flere bøger i denne serie, så den vil helt sikkert ikke nå at være på hylden ret ofte. Med slutningens udveksling af mobilnumre er der (måske?) lagt op til en fortsættelse. Det vil være populært.