Bogen er en gentagelseshistorie for de 2 til 4 årige børn, der er udført i gedigent og kraftigt pap, som vi kender det fra 3. udgaven af Carles Den sultne larve Aldrigmæt, 1995. Bogens styrke ligger i børnenes klare identifikationsmulighed med fårekyllingen og i, at spændingen langsomt forstærkes iblandet en snert af vemod, der flot understreges af Carles velkendte illustrationer i varme, kraftige farver og i collagestil. Den lille fårekylling møder på sin første vandring f.eks. en vandregræshoppe, en orm, en humlebi og en guldsmed, der alle hilser på fårekyllingen, der så gerne vil hilse igen - men ikke kan. Hver dobbeltside afsluttes med "Den lille fårekylling vil gerne svare, så han gnider sine vinger mod hinanden. Men der sker ikke noget. Ikke en lyd høres". For den 2 årige er disse mislykkede forsøg på kanten til det gode gys, mens gentagelsen for den 4 årige hurtigt bliver en poetisk genkendelse, der siges i kor. På næstsidste side møder fårekyllingen en anden fårekylling. Og til sidst forløses handlingen, for nu synger han den kønneste sang, hun nogensinde har hørt. Og det gør han rent bogstaveligt. For helt som bogens bagsidetekst lover, er det en billedbog med lyd, og denne lyd, der aktiveres med lyset, er fårekyllings sang.