Idéer til udsmykning med tørrede blomster. En bog for alle, der gerne vil være kreative med tørrede blomster.
En bog med inspiration til at bruge sine blomster - også når de ikke er friske længere. Her er ca. 25 sider om blomster og deres tørring, indsamling og metoder. Herefter er kreationerne opdelt i: "Opsatser og centerpieces", "På fade og i glas", "Kranse", "På væggen", "Hængende installationer", "Portaler", "Buketter", "Til fest", "Dekorationer med lys" samt "Værtindegaver". Bagest er en forhandlerliste. Alle kreationer ledsages af fotos - af det færdige resultat og i nogle tilfælde også med fotos af arbejdsgangene. Her er blomster i mange afskygninger, farver og stadier, og når man har de grundlæggende ting som oasis, kranse og ståltråd er det bare at gå i gang. Forfatteren er havedesigner, har tidligere udgivet havebøger og har bloggen: http://dorthekvistblog.dk/.
En inspirerende blomsterbog med fine dekorationer. Synd med den mørke forside, men kvaliteten fejler ikke noget. Det er tiltrængt med lidt nyt om emnet, da dem vi har ikke er af nyere dato. Måske det kunne blive in igen at bruge tørrede blomster; det er klimavenlig genbrug.
Der er ikke rigtig nogen helt nye bøger om tørrede blomster, men tidligere udkom fx denne: Blomsterdekorationer. Og så er der mange sammenlignelige bøger af forfatteren Hanne Ploug, der nok er den mest bogproduktive indenfor dekorationer med bl.a. tørrede blomster.