To billedbøger for billedbogslæsere fra ca. 5 år.
Finske Majaluoma har vi tidligere mødt i billedbogen Mads og Magnus og som illustrator af bl.a. Starks Kyssedrengen, 2010. I nærværende to billedbøger tager far og hans tre børn ud på eventyr, mens mor er på arbejde. I begge bøger drager familien af sted med en noget speciel oppakning til hhv. kysten og skoven, og begge gange kommer de tilbage med nogle overraskende resultater. Den velskrevne tekst er i begge bøger ganske omfangsrig for en billedbog. Den tager udgangspunkt i børnenes logik og gør sig lystig over de voksnes alvor og krav om præcision. Illustrationerne er sprængfyldt med sjove detaljer hentet fra den lidt surreale tekst, hvor kendte ting får et nyt perspektiv ved at blive placeret i uventede sammenhænge. Stregen er som teksten humoristisk, karikeret og lidt tegneserieagtig og farvelægningen er holdt i douce nuancer.
Markus Majaluomas streg kan minde om stilen hos amerikanske Maurice Sendak og angelsaksiske billedbogsklassikere, mens tekstens alternative logik kan lede tanken hen på stilen i Alice i eventyrland eller i bøgerne om Vitello for den sags skyld.
To sjove og fantasifulde billedbøger der med udgangspunkt i børnenes logik bl.a. handler om, at fantasi og humor kan overvinde alle forhindringer. Bøgerne er illustreret med detaljefyldte, karikerede farvelagte stregtegninger i en stil, der kan lede tanken hen på engelske børnebogsklassikere.