Ungdomsbog om en 15-årig piges forgabelse i en lidt ældre fyr og om hendes langsomme erkendelse af, at hans påståede kærlighed udelukkende er en hensynsløs magtudfoldelse. Og samtidig er historien langt hen ad vejen en accept af nogle kvinders rolle som udglattende, forstående, selvudslettende etc. - eksemplificeret af to familier med en hhv. høflig og en voldelig hustyran. Forf. skriver letlæst, med enkle dialoger og indre monologer, og bevæger sig stort set kun på overfladen af emner som magt og vold, sex og måske incest. Miljøet er den amerikanske lilleby, som kendes fra talløse ungdomsbøger; udmærket beskrevet som et sted med få og traditionelle udfoldelsesmuligheder for unge. Lige så ordinære tegnes heltinden - en barnlig og ret umoden pige - og kæresten, som læseren straks ser er et dumt svin; der er ikke meget udvikling i personerne, og pigens endelige griben til handling er lige så meget en fastholdelse af offerrollen. Mange piger vil genkende dele af historien fra sig selv, men de vil nok også synes, at heltinden simpelthen er for dum til at være vedkommende, endsige sympatisk - så historien bliver hverken bevægende eller mobiliserende. Fra 13-14 år.