Denne bog er 3. del af børnekrimiserien Netsurferne. Den ligner i udstyr, sprog og layout de første to, som det vil være en fordel at have læst. Handlingen tager fat, hvor nummer to sluttede. Bogen er for børn i 5.-6.kl., der kan lide at læse spændende, letlæste bøger, som foregår i vor computerdominerede tid. Den indeholder megen teknisk snak og forklaring om computere, specielt om Internettet. Det er igen børn, der er hovedpersoner, og i denne bog drejer hovedhandlingen sig om at finde Sams forældre. De er videnskabsfolk, og de er på mystisk vis forsvundet. Sam får nogle oplysninger fra sin mor på sin computer, og hun lægger samtidig nogle spor ud. Han får derefter med hjælp fra et par Internet-politikfolk hjælp til at forsøge at finde dem. Dette fører til en spændende, hæsblæsende og actionfyldt "operation", der foregår i en bunkerlignende bygning i Tjekkiet. De bliver ikke fundet, og bogen slutter med en situation, der signalerer, at der er flere bøger undervejs i serien.