"Manden er subjektet, og det absolutte - hun er det andet". Dette berømte citat af Simone de Beauvoir er en nøglepassage i feministisk filosofi. Filosofihistorien har været og er domineret af mænd, men her analyserer den feministiske filosof - som bor og underviser i Danmark - filosofihistorien, erkendelsesteorierne og etikken i en feministisk kontekst. Det er en interessant og perspektivrig analyse, der vidner om et stort overblik over centrale problemstillinger og diskussioner igennem tiderne. Forfatteren diskuterer de feministiske teorier, indsigelserne imod dem og introducerer kort en række af de vigtigste feministiske filosoffers tilgang til filosofien. Det er et kontroversielt emne også i Danmark, men argumenterne er stærke og spændende at følge. I kapitlet om konfliktetik tages den desværre altid aktuelle krigsvoldtægt op som eksempel på, hvordan feministisk etik kan gribes an. Dette kapitel kan anvendes som en generel forståelse af voldens psyke; men ellers er bogen en lærebog på universitetsniveau og for særligt filosofisk eller feministisk interesserede. Der findes ikke tilsvarende om emnet på dansk. Jeg forudser en del debat på baggrund af bogen. Noter og kildehenvisninger.