Festkager er en pragtfuld lille bog med bl.a. bryllupskager i op til fem etager, der er fødselsdagskager formet som f.eks. en bog eller en firkløver, der er værtindegaver i form af små chokoladehjerter med lækkert indhold. Det bedste af det hele er næsten de grundige vejledninger skrevet i et ligefremt sprog, der ikke efterlader nogen tvivl om fremgangsmåden. Man mærker tydeligt, at forfatteren bl.a. også underviser kommende konditorer. Bogen indledes med en række grundopskrifter og gennemgang af fagets metoder og teknikker, f.eks. instruktion i at kreere marcipanroser og chokoladesløjfer. Bogen henvender sig til alle, både begyndere og mere erfarne, det er der bl.a. taget hensyn ved angivelsen af forbrug af de enkelte ingredienser. I 1994 kom en lignende bog Kager & konfekt fra Kransekagehuset af Jørgen Søgaard Jensen, hvor der bl.a. også er bryllupskager, men ikke så varierede som i Festkager.