Denne lettilgængelige filtebog bringer opskrifter på en lang række enkle dyr og hånddukker, der er filtet over simple skabeloner af mælkekartoner af maskinkartet uld. De forskellige modeller samt grundprincipperne i fremstillingen vises på mindre farvefotos, og grundprincipperne gennemgås meget omhyggeligt. Alle modeller beskrives desuden i en kort opskrift med tilhørende skabeloner i fuld størrelse, og bogen afsluttes med ideer til at udsmykke de forskellige modeller samt en liste over forhandlere af maskinkartet uld. Her er tale om en pæn, enkel bog, der falder pænt i øjnene med et farvefoto af en filtet mumitrold på forsiden. Teksten er enkel, grundig og mundret, og teknikkerne er simple. Filtning over skabeloner af mælkekarton er ikke beskrevet i de andre filtebøger, og selvom bogen primært retter sig mod voksne, er teknikkerne og modellerne så enkle, at de egner sig fint til børn, der skal prøve at filte i fritidsklubber o.l.