Forfatteren er født i Abruzzo, Italien, og har flere fiskerestauranter i London og flere tv-programmer. Hans kogekunst har basis i middelhavskøkkenet, men hans nysgerrighed har ført mange andre køkkener ind i hans bog, der er opdelt i runde fisk, fladfisk, fede fisk, eksotiske fisk og skaldyr. Det er en af de bedre fiskekogebøger, jeg har set i nyere tid: opskrifterne er både spændende og relativt nemme at gå til og selv om ikke alle fisk kan fås overalt, har han hele tiden forslag til alternativer. Hvert afsnit starter med en beskrivelse af de almindeligste fisk indenfor gruppen og alle opskrifter har en lille personlig kommentar med, er illustreret med et lækkert foto af den færdige ret og ofte også trin-for-trin anvisninger. Uanset om man vil lave fish and chips eller pludselig står med en barramundi, er man godt hjulpet hos Zilli.