Henrik Stangerups nyeste bog er en ret enestående, men i sammenhæng med hans tidligere bøger ganske naturlig udvikling i forfatterskabet. En bog, som i sin egocentriske hudløshed næppe harhaft sin lige i nordisk litteratur siden Strindbergs Inferno. Og som Strindberg leverer også Stangerup en undertiden hovedkulds, rablende beskrivelse af en kriseperiode i sit liv, idet han - imodsætning til Strindberg - prøver at finde frem til årsagerne til, at det skulle gå så galt; og han ender naturligvis i erindringerne om barndommen og opvæksten, om en tidligt udviklet og modnetskyldbevidsthed, i en kiste af fortidsminder og dårlig samvittighed, som han altid har slæbt med sig, og som må bære ansvaret for såvel hans succes'er som fiaskoer, kunstneriske som menneskelige,og som førte til det forliste ægteskab med Lotte Tarp, fiaskoen med Erasmus-filmen og hvad dermed fulgte af andre peronlige problemer. - At Stangerup ikke på samme måde som Strindberg har kunnetskabe afstand til detpersonlige og løfte det op på et kunstnerisk plan, som har eviggyldig karakter, skal ikke forklejne hans indsats i denne bog, som et »et menneskeligt dokument« af usædvanligintensitet og ærlighed. Det er måske Stangerups hidtil største bedrift, at han overhovedet har kunnet skrive denne bog.