Hvis skolebiblioteket mangler nye modeller til juleklip i karton er denne udgivelse af Claus Johansen et bud. Forfatteren er kendt indenfor hobbygenren og har flere klippebøger bag sig. Men generelt er bøgerne svære for børn. Det gælder også denne bog. Modellerne er primært for de fingersnilde fra 6. klasse - og der må gerne være voksenhjælp i lokalet. Alle modeller er lige til at kopiere direkte på karton og derefter klippes ud. De fleste er dog så fine og spinkle eller har så mange små mønstre, der skal skæres ud, at det er en forudsætning, at man anvender en skarp hobbykniv for at få en pænt resultat. Bogen har et indledende kapitel om redskaber og materialer. På hvert opslag er en ny model. Det er fortrinsvis ideer til ophæng og mobiler. Der er nisser, musikinstrumenter, hjerter, engle, juletræer, kræmmerhuse og hvad der ellers hører julen til. På v-siden er skabelonerne samt en kort tekst, der angiver, at man skærer figurerne ud og limer dem sammen som vist på billedet på h-siden. Her ser man den færdige model i kulørt karton. Fotografierne har en høj kvalitet, og de færdige klip hænger smukt på forgyldte troldhasselgrene. Bagerst er en liste over hobbyforretninger.