Et særkende ved det jubilerende danske folkestyre er den fornemme tradition med satiriske, politiske tegninger på et meget højt niveau. Ganske vist er traditionen ikke så gammel, som i andre lande, da den kongelige censur forbød alle negative udsagn i tekst og tegninger om statsforvaltningen helt op til 1848. Så folkestyret og den satiriske tegnekunst er altså vokset frem på samme tidspunkt og er siden gået hånd i hånd. Folketingets forhenværende bibliotekar Kristian Hvidt, der har et omfattende fagligt forfatterskab bag sig, står bag denne bogs meget kyndige tekst. De 150 år er opdelt i kapitler, der hver dækker et tiår. Teksten fortæller forfatningens og folkestyrets historie på en særdeles seriøs måde, mens de ledsagende ca. 200 tegninger højst useriøst spidder aktørerne, begivenhederne og ikke mindst fadæserne og bommerterne. I nyere tid står Bojesen og Als stærkt, men satirens guldalder var nok lige efter århundredeskiftet, hvor tegnere som Alfred Schmidt og senere Herluf Jensenius lyste op i blade som Klods-Hans, Ravnen, Blæksprutten og Punch. Bogens tekst handler om folkestyret, ikke om tegnerne. Hvis man vil have en kunstnerisk gennemgang af dansk bladtegning, kan man i stedet bruge Nørregaard Nielsens Avisens håndskrift fra 1983.