22 tidligere forstandere for specialinstitutioner indenfor Børneforsorgen beretter om glæder og problemer ved deres arbejde. Et stykke historie, der mest vil interessere andre, der arbejder og har arbejdet indenfor samme område.
Det er overvejende positive minder, de tidligere forstandere har om deres jobs. At være forstander på en døgninstitution er som oftest en livsstil, der påvirker hele familien. Dels har familierne ofte boet på institutionerne og blevet inddraget i dagligdagen, dels har forstanderen stået til rådighed døgnet rundt. Beretningerne bærer præg af glæde over livsgerningen. De anonymiserede beretninger stammer fra perioden 1968-2021, hvor området har undergået store forandringer.
Oskar Plougmand, der selv har været forstander og tilsynsførende for en del af landets institutioner, har en stor viden og brænder for at fortælle om alle ildsjælene og de gode historier i en tid, hvor man hører mest om skrækeksempler fra institutionerne. Man bliver glad af at læse om det hjerteblod og engagement, der er lagt i arbejdet med at give de udsatte børn et godt liv. Jeg savner dog lidt nogle årstal for perioderne, så man som læser bedre forstår, hvilken samtid oplevelserne stammer fra. Varierende af længde og kvalitet, men fremstår nogenlunde ensartede i formen.
OP har tidligere skrevet om børnehjemslivet set fra forskellige perspektiver: Kvinder der har båret (for) megetStrategier for anbragte børn - og medarbejdereAnbragte børns børn, Strategier for anbragte børn - og medarbejdere og Anbragte børns børnOP har tidligere skrevet om børnehjemslivet set fra forskellige perspektiver: Kvinder der har båret (for) meget, og Anbragte børns børnOP har tidligere skrevet om børnehjemslivet set fra forskellige perspektiver: Kvinder der har båret (for) meget, Strategier for anbragte børn - og medarbejdere og .