Den modne eftertænksomhed og livskloge lune er sikre holdepunkter i Peter Poulsens nye fremragende digtsamling. Digtene rummer en fin balance mellem det flertydige og enkle udtryk. De kan læses af dem som er uvante med lyrik og af mere kræsne kendere. Dertil kommer Peter Poulsens sans for det musikalske og for gode strofer hvoraf flere vil kunne gøre sig i citatbøger. Digtene indeholder især en tematik omkring begreber som erindring og foranderlighed og om individets opfattelse af drøm og virkelighed, fravær og nærhed. "Nærhed er nærmere afstand", hedder det et sted. Det lyder måske noget indadvendt, men er samtidig skrevet med en fin humor. Der er kommentarer til tidens manglende humanisme eller gryende fascisme i "Historiens gang" om støvet der falder sagtmodigt "inden det genophvirvles og forsætter rejsen" og der er kommentarer til privatiseringstanken "jeg har privatiseret min tandbørstning/udliciteret dele af kroppens funktioner/udlejet håndvasken til mig selv". Desuden kredser digtene om det at være rejsende og der er kammeratlige klap til enkelte andre kunstnere. Det kunne være en udmærket digtsamling til kvikkassen hvor nye læsere måske kunne bide på.