Jens Kruuse siger i forordet, at dette er hans afsked som offentlig æder, hvilket skal forstås på den måde, at han siger fra som skrivende gastronom, ikke længere vil celebrere offentligt som bugens ypperstepræst, smagsløgenes ceremonimester, etc. etc. Kruuse har, som man ved, været igennem en alvorlig sygdom, som man, på baggrund af bogen her, ikke kan lade være med at tro har haft noget at gøre med hans funktioner i ovennævnte embeder. Gastronomien, madessayistikken lider efter min ringe mening intet tab ved, at han holder op med at skrive i genren, for mage til manieret, krukket og irriterende publikation skal man lede længe efter. Alle Kruuses værste stilistiske excesser blomstrer så frodigt som væksterne i en tropisk regnskov; bogen oplives kun af et par spredte, interessante opskrifter, bl. a. TERRINE DE LIEVRE MARTINE, s. 39, et veritabelt kogekunstens marathonløb, og så af hans skildring af vinkultur og selskabelighed i hans odenseanske barndomshjem. Det forekommer migutænkeligt, at bogen her skulle have interesse for en større kreds af bibliotekernes lånere, hvilket man bør være opmærksom på ved eventuel anskaffelse.