Fracture er en intens, traditionelt fortalt thriller, der byder på gode gys og overraskelser undervejs.
For flyingeniøren Ted Crawford er præcision og perfektionisme livets nøgleord. Da han opdager, at hans unge attraktive kone Jennifer har en affære med en politibetjent, må denne uregelmæssighed ryddes af vejen. Han skyder hende og tilstår straks mordet. Teds handling er kynisk og udspekuleret. I retten er han sin egen forsvarsadvokat og nægter sig skyldig på grund af manglende beviser. Mordvåbnet er nemlig aldrig blevet fundet, og han frifindes og kan ifølge det amerikanske retsprincip double jepardy ikke dømmes senere, heller ikke hvis han selv tilstår.
Fracture lægger sig tæt op ad den traditionelle amerikanske thriller i stil med Seven. Men selv om det absolutte højdepunkt er spillet mellem Anthny Hopkins som Ted og den unge freamadstræbende statsadvokat Willy Beachum, så udgør retssalsdramet kun en lille del af filmen.
Spændingen om hvordan Ted har udtænkt den snedige plan holdes til det sidste, men det der for alvor gør den intense thriller interessant er Anthony Hopkins' djævelske spil som ikke er set bedre siden Hannibal Lecter. Han er den forurettede, utroskaben har bragt ham en forstyrrelse, og han føler sig fuldt berettiget til at bruge enhver metode til at genoprette orden. Filmen udmærker sig ved at være et intenst drama mellem to personer, hvor den unge Beachum undervejs psykologisk udvikler sig fra kynisk karrieremenneske til en samvittighedsfuld advokat.