Der er nu 10 bøger i serien om Freja fra Havevej. Dette er den niende. Som alle de andre er den beregnet til selvstændig læsning for begyndere. Det er især pigerne, der er vilde med Freja-bøgerne. Dels handler de om en pige, og dels er de i serie, og det tiltaler ofte piger. I denne bog er handlingen lidt tam, og jeg savner en pointe. Det udmærker mange af de andre bøger i serien sig ellers ved at have. Men det er en dejlig beskrivelse af, hvordan en søndag eftermiddag kan være helt vidunderlig for børn, der elsker at kælke og lege i sne. Freja og hendes veninde Mia kælker hele dagen. De kælker ned ad stejle bakker, falder, men slår sig ikke. De morer sig, bliver våde og kolde og vender i slutningen hjem til nybagte boller og varm kakao. Sproget er enkelt med korte sætninger og ganske lidt tekst på hver side. Tegningerne er farverige, og de emmer af liv og humør. Herligt. Forsiden er indbydende og viser en situation, hvor Freja taber sin støvle og får våde sokker.