Hvad er ren ondskab og bærer vi den alle i os? Ole Bornedal rejser med sin nye, æstetisk overumplende thriller, store moralske spørgsmål. Fra 15 år.
Advokaten Johannes vender tilbage til sin hjemegn i det vestjyske for at flytte ind i sit barndomshjem sammen med konen Pernille og deres to børn. Det er gået godt for ham og han har overskud og indsigt nok til at hyre egnens ildesete bosniske flygtning Alain til at arbejde med at anlægge haven. Mindre godt er det gået for hans bror Lars, der drikker og hænger ud med byens udskud. Han arbejder som lastbilchauffør for en af byens spidser, Ingvar, men da han kører Ingvars kone Anna ihjel får han det til at se ud som om, det er Alain, der er skyldig. Med Ingvar i spidsen sættes en hævnaktion, et sandt voldsorgie i gang mod Alain, som Johannes beskytter.
Siden sin første spillefilm Nattevagten, 1994 har Bornedal markeret sig som en outsider i dansk film. Han fascinerer med æstetisk flotte og anderledes billeder og udnytter genrefilmen til at fortælle skæve, alt andet end hverdagsagtige historier. Ægteskab og utroskab, sandhed og løgn var temaer i hans foregående Kærlighed på film, et usædvanligt og tankevækkende skæbnedrama. Også i Fri os fra det onde sættes tingene på spidsen. Hævnen mod Alain afslører de mørkeste og ubehageligste sider af menneskesindet på en både dramatisk og nuanceret måde.
Filmen er visuelt suveræn. Livgivende farver er fjernet, hvilket understøtter en distance og bliver et sindbillede på personernes mørkeste sider.