Med undtagelse af det indledende digt i Peter Christensen Teilmanns tredje digtsamling er teksterne helt ud i titlerne bundet til en ganske bestemt lokalitet og tidspunkt. Fra Skagen og København over østjyske provinsbyer til Rom og Berlin. Digtene fastholder en person eller en situation i koncentrerede øjeblikke, hvor der som en lomme i tiden åbner sig en afgørende indsigt eller erkendelse - "i de pauser i tilværelsen/ man ellers passerer ubemærket forbi" som det lidt programmatisk formuleres i indledningsdigtet. Forfatterens baggrund som litteraturhistoriker fornægter sig ikke i de indlagte citater og afsluttende credit-liste over levende og afdøde digtere, og flere af teksterne har form af små, koncentrerede forfatterportrætter, (bl.a. Pimo Levi og Svend Johansen), men i de fleste tilfælde er det anonyme og ikke navngivne personer: børnene der "brister af leg og magisk alvor", eller det gamle menneske på plejehjemmet på vej ind i afasien og døden. I begge tilfælde er de sociale og sproglige konventioner og normer sat ud af spil til fordel for en fundamental undren og nærvær i øjeblikket. I deres personlige kombination af det stilfærdigt, nedtonede med det sprogligt spidsformulerede skaber PCT's digte en både smuk og ætsende poetisk "friværdi", som der er al mulig grund til både at læse og investere i.