Camilla Christensen ikke bare holder liv i, men fornyer også prosadigtformen i disse barske, barokke og tænksomme digte.
De korte, kasseformede prosadigte som Christensens nye samling består af, rummer et helt katalog over naturens mangfoldighed af væsener og vækster. Her er alt, fra elefanter og pingviner til husstøvmider, og ikke mindst et registrerende og reflekterende jeg, der forsøger at finde - eller konstruere - en mening eller en hensigt i mangfoldigheden. For det meste mislykkes det. Naturen svarer igen som et slag i ansigtet, eller i al sin uudgrundelige fremmedhed svarer den slet ikke: "nej, naturen er ikke nogen rollemodel,/ men derimod en kragefugl, den sluger alt lys og spytter eder og/ forbandelser, i den finder vi belæg for hvad som helst". I Camilla Christensens illusionsløse, men langt fra kyniske tekster, kommer poesiens gamle idealistiske projekt med at besjæle naturen uhjælpelig til kort og henviser jeg'et til en langt mere ydmyg og udsat plads.
Med deres tematisering af forholdet mellem natur og kultur ligger digtene i klar forlængelse af romanerne Jorden under Høje Gladsaxe, 2002, og Paradis, 2004.
De sprogligt komprimerede tekster forener sansning med skarp, ramsaltet humor og refleksion på en måde, som ikke ligner noget andet, der skrives i dansk poesi for øjeblikket.