Fuji

På et japansk psykiatrisk hospital følger vi et galleri af læger, patienter, digtere, selvmordere, dissidenter, kønsforvirrede, mytomaner, onanister, fjolser og frelsere. Der er tragedier og komedier der, som Fujibjerget man ser i horisonten fra hospitalet, viser den menneskelige psyke som en buldrende vulkan, altid på kanten af udbrud. Til kræsne læsere af store romaner.

Taijun Takeda (1912-76) præsenteres her for første gang på dansk med en roman, der i episodiske fortællinger diskuterer menneskets adfærd, moralske formåen, dyriske drifter og mulighed for frelse. Jeg-fortælleren, en ung mand, arbejder på et speciale om krig og galskab og får ansættelse på et stort psykiatrisk hospital. Tiden er 2. verdenskrig, og vi møder både patienter, deres familier og personalet. Hverdagen afbrydes af absurde og kaotiske optrin, men også af diskussioner om buddhisme, kristendom, litteratur, æstetik, etik, kunst, filosofi og galskab. Vi ser, hvordan patienter og personale gensidigt påvirker hinanden på hospitalet, der bliver et mikrokosmos af Japan selv.

En smukt komponeret roman, der ikke er en side for lang. Små skæbnefortællinger og filosofisk og eksistentielle samtaler krydser hinanden i absurde optrin, og der er hele tiden en følelse af noget, der rumler under overfladen. Romanen har mange lag og er både kompleks, letlæst og fremfor alt underholdende.

Minder om Shusaku Endo og især Kenzaburo Oe, ved at være stærkt influeret af europæisk kultur.

Læs hele vurderingen