Bøger / faglitteratur

Gamle dukker, bamser og legetøj


Beskrivelse


Introduktion til legetøj fremstillet fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1960'erne omfattende dukker, bamser, dukkehuse, bliklegetøj, soldater og figurer samt trælegetøj. Med råd og vejledning til samlere samt gengivelse af fabrikationsmærker.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. nov. 1999

af

af

Lone Thaarup

d. 4. nov. 1999

Hermed et bind i en ny serie om populære samlerobjekter indenfor området antikviteter og gamle ting. Der lægges fint ud med legetøjet, netop et emne som oplever stor efterspørgsel i disse år. Bogens største og grundigste afsnit er dukkernes, men opbygningen er ens for alle afsnit. Emnet opdeles på materiale (her primært dukker i træ, voks, porcelæn, stof eller celluloid), og der fortælles grundigt om fabrikater, datering og værdi, men der oplyses ikke priser, idet bogen dermed hurtigt kunne forekomme uaktuel. De følgende afsnit behandler bamser – dukkehuse (meget kort) – bliklegetøj – soldater og figurer (ligeledes meget kortfattet) samt endelig dansk trælegetøj m.v. Bogens niveau angives at være en introduktion til legetøj fremstillet fra slutningen af 1800-tallet og indtil 1960'erne. Hvert emne afsluttes med råd og vejledning til samlere, og hele bogen afsluttes med en liste over danske legetøjssamlinger samt en summarisk liste over udenlandsk litteratur. Bogen er fint illustreret med en lang række gode, klare farvefotos af det kære legetøj og med gengivelse af fabrikationsmærker i marginen. Fremtræder som en indbydende, anvendelig og velskrevet håndbog om et populært emne.