For alle der interesserer sig for trivsel på arbejdspladsen, såvel ledere som medarbejdere. Her vil man få en aha-oplevelse, hvis man fx er midt i forandringer og en række gode råd til at tackle dem.
Forfatteren har før brugt frugttræet som tema. Det vokser, mens det giver, og det er trivsel. Man skal ikke give alt på arbejde og komme drænet hjem, et arbejde skal bidrage til, at man vokser som menneske. I 9 kapitler gennemgår hun, hvordan man kan skabe trivsel. En metode er positiv tænkning og det at gøre noget helt andet, idet man således stimulerer den anden hjernehalvdel. Et kapitel beskæftiger sig med advarselstegnene på stress, og et andet hvordan vi skaber mening som basis for innovation, sidste kapitel er øvelser, der bl.a. udfordrer grundantagelserne. Hver kapitel sluttes af med punktvise råd. Helen Eriksen har skrevet Frugttræ-strategien og Forandringer spørger ikke om lov, de kommer bare, begge bøger beskæftiger sig med samme emne. Hun er psykolog og har i 30 år arbejdet med forandringsprocesser i private og offentlige virksomheder.
Bogen bygger på fx Seligmans teori om positiv psykologi og Howard Gardners teori om de mange intelligenser. Flere organisationsteoretikere har skrevet om grundantagelser, som findes i enhver organisation. Bogen her er en videreudvikling af forfatterens tidligere bøger.
En meget læseværdig bog, der virkelig giver en aha-oplevelse i forhold til følelser omkring organisationsforandringer, hvor Helen Eriksen virkelig rammer plet.