En bog skrevet af en pårørende til et menneske med alzheimer. Forfatteren, Irma Torres, tilegner sin bog til alle pårørende, der har med alzheimer at gøre.
Torres har tidligere skrevet Lykken er en halv lagkage : på sporet af en barndomserindring 1938-1950, 2004. Hun er 71 år, da hendes mand langsomt ændrer karakter, og langsomt bliver mere glemsom, og helbredet og sproget langsomt svinder ind. Det bliver en pårørendes sygdom. Hendes mand er hårdt ramt af alzheimer, og han glemmer alt hvad der bliver sagt til ham, og han ved ikke altid, hvem hun er. Hans sygdom er meget aggressiv. Det er unægtelig en barsk historie, hvor hun må hjælpe ham med alt, også personlig hygiejne, tandbørstning, han tisser i sengen osv. Han kan ikke være alene hjemme. Han kan finde på at gå hjemmefra, blive ondskabsfuld osv. Her i 2012 lever han stadigvæk, og hun passer ham, for det er kærligheden der der skal sejre, og han skal ikke ende på plejehjem. En ærlig og stærk bog om at være pårørende og med en ukuelig vilje til at fortsætte livet sammen med sin mand, trods alzheimer. Heldigvis har hun god hjælp af kommunens rådgivningsteams og hjemmehjælp.
Der er Pårørende om demens : 25 danskere skriver om at være pårørende til en dement, 2002. Andre har også beskrevet deres oplevelser som pårørende.
Et billede af en kvindes fightervilje som pårørende, og hendes kamp for den kærlighed der var, og hvordan hun får det til at fungere med sin mand under nye betingelser.