Bogen er en af titlerne i Børsens forlags serie Kort til viden om ledelse i praksis. Ligesom God leanledelse, som udkom tidligere på året. På samme måde som denne er bogen overskuelig og letlæst med instruktive diagrammer og spørgsmål og øvelser til både den enkelte leder og medarbejdergruppen. Hvor leanledelse handlede om at udføre opgaverne med færre midler uden stress handler innovationsledelse om at skabe en kultur, der fremmer begejstring, lyst og ildsjæle. Det handler derfor om at ændre normer og følelser for at kunne give frit løb for disse elementer og herigennem en ide-kultur. Lederen skal gå foran i denne proces og lægge titlerne og formerne bort. Alt i en kontinuerlig proces. Man starter med visionen i fremtiden og arbejder sig tilbage til den praktiske udførelse i nutiden, det omvendte af den traditionelle metode. Bogen sammenligner også med den traditionelle pyramide-organisation, der jo stadig er typisk især i det offentlige, hvor det helt traditionelle, reelt eksisterende "demokrati" hersker, et dødt, rationelt univers med chefer og undersåtter, lige så inspirerende som heldagsregn i november, men desværre typisk for vores åndløse vestlige kultur. Så bogen kæmper op ad bakke og kræver helt usædvanlige ledere, der tør blotte sig selv, tåle upopularitet og turde gå mod Janteloven. Indhold, forord, noter, web-adresser, om forfatterne.