To små børn skal sove i telt. Først kommer musene ind for at sove med, så katten, så.... og sådan bliver det ved, til selv hesten er kommet ind, og nu kan alle vennerne sove sødt. Denne hyggelige billedbog er forsynet med runde, venlige tegninger, der får de forskellige dyr til at ligne bløde tøjdyr, når de først er faldet i søvn. Pennetegningerne er farvelagt med akvarel, især i nordiske blå og grønne farvetoner. Den kortfattede tekst er allerførst en lillebitte smule uhyggelig med al den puslen og raslen udenfor, men historiens gentagelser giver hurtigt barnet overtaget og ydermere en chance for at gætte hvilket dyr, der nu står derude. En tryg og afslappende godnathistorie, der indbyder til, at man i løbet af historien fylder en god portion runde og venlige tøjdyr i den 2-4 årige tilhørers seng.