Rejsedagbog hvis målgruppe skal findes blandt mennesker, der påtænker en pilgrimsfærd til Santiago de Compostela, eller som allerede har været der.
Det er blevet moderne at valfarte til Santiago de Compostela, og pilgrimmenes forudsætninger er langt fra altid spirituelle og religiøse. Denne forfatters drivkraft er et lidt diffust ønske om at finde sig selv. 3 gange i 2006 drager den knap 50-årige Ole Petersen ad to forskellige ruter til Santiago de Compostela. Efter den første populære rute, må han erkende, at han ikke har nået sit mål og vælger efter en pause at prøve den vanskeligere og mere ensomme rute, der udgår fra Granada. Han fortæller fortrinsvis om sin ydre rejse og er meget mere tilbageholdende med oplysninger om sin indre rejse. I et rapt, uhøjtideligt og hverdagsagtigt sprog beskriver han dag for dag sin rute. Det er en minutiøs beretning om grænseoverskridende fysiske strabadser, overnatninger på steder af vekslende kvalitet, måltider og mødet med andre pilgrimme, krydret med spredte naturbetragtninger og sparsomme kulturelle oplysninger.
Der er flere personlige beretninger om samme emne. Denne hører til i den jordnære ende.
En detaljeret, lidt småsnakkende rejsedagbog, der beskriver alle pilgrimsfærdens dagsruter, de fysiske strabadser, de vidt forskellige overnatningsmuligheder, måltider af vekslende kvalitet og mødet med andre pilgrimme. Lidt ensformig læsning for den uindviede, men af interesse for pilgrimme med samme mål.