Bøger / skønlitteratur / digte

Grillstriber


Beskrivelse


Digte. Langdigt uden psykiske og fysiske grænser om bulimi og butiksdetektiver og paranoia i Amager Centret. Med link til soundtrack.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. okt. 2019

af

af

Thomas Olesen

d. 11. okt. 2019

Paranoia i storcentret. Langdigt til den trænede digtlæser om bulimi, butiksdetektiver og en psykotisk sindstilstand.

Grænserne opløses langsomt, men sikkert i Emil Kjær Voss' anden digtsamling. Der er tale om et sammenhængende langdigt, som finder sted i Amager Centrets butikker. Digtets jeg vandrer rundt i centret iklædt cowboystøvler og (fiktive?) sporer, imens det er på udkig efter den mystiske Kim Leroy Chickashea. Centrets gange udgør jegets faste holdepunkter, idet jeget er på flugt fra centrets butiksdetektiver, imens han stjæler mad, som han fylder sig med, blot for at brække det hele op igen. Den bulimiske fyldning og tømning af kroppen får en religiøs og psykisk betydning: "Det er dumt at tale om noget guddommeligt / sådan som det påstås om ekstase / at man bliver befriet for sig selv og fyldt op af en guddom / Det er maden der fylder kroppen op / så jeg slipper for selv at fylde kroppen ud" Jeget lægger desuden krop til gentagne anale penetrationer, og øver selv vold mod mågerne, der holder til udenfor centret, imens der er en tiltagende stemning af forfølgelsesvanvid og svær psykose. Der er lavet et soundtrack til bogen, som kan høres ved at gå ind på www.antipyrine.dk med numre af The Eagles, The Urinals m.fl.

Fin digtsamling, som henter energi fra udforskningen af jegets grænser som flydende tegn i teksten.

Man aner en relationel poetik, som også gør sig gældende i Martin Glaz Serups Trafikken er uvirkelig.