Grønland : digte
Kalaallit Nunaat
taallat (flere sprog)

Iris Garnov benytter sig af et traditionelt formsprog, som henvender sig til et bredt publikum.

Iris Garnov debuterede i 1978 med digtsamlingen Skuffebarn. De følgende år udsendte hun endnu et par samlinger med korte prosadigte, men ellers er hun især kendt som prosaist. Den nye digtsamling, trykt tête-bêche på dansk og grønlandsk, rummer både prosadigte og rimede digte, de sidste med stærkt rytmiske versefødder, der gør dem oplagte til at blive sunget. Flere af samlingens digte er da også sat i musik og indspillet på cd. Iris Garnovs grønlandsdigte er korte og formidler oftest en natursansning eller en indfanget situation fra digterens besøg i landet. Vi hører om isbræernes kælven, om rener og hundeslæder og om den alt for korte sommer, hvor alt skal nås i løbet af nogle få hektiske måneder. I glimt rummer digtene videre perspektiveringer, men gennemgående er der tale om punktnedslag på en meget håndgribelig virkelighed. Ordet drømme dukker op flere gange i teksterne, bl.a. i et langt opsummerende digt, og vidner om forfatterens store betagelse af Grønland.

De stramme versefødder i en række af Iris Garnovs grønlandsdigte giver mindelser om Tom Kristensens digte med hovedvægten på rim og rytmer. Men perspektivet er et andet end hos Kristensen.

Der er langt fra Iris Garnovs debutdigte i knækprosaform til de nye, langt mere stilbevidste digte. Indholdsmæssigt er slægtskabet mellem de gamle og nye sansede øjebliksbilleder fra verden omkring os imidlertid knap så stor.

Læs hele vurderingen