Bøger / skønlitteratur til børn

Gudernes vilje : vi bor i Nepal


Beskrivelse


Maya og Sitas mor er syg og familien kommer i gæld, hvorefter Sita sendes til Kathmandu for at tjene penge. Da moderen ligger for døden drager Maya til hovedstaden for at hente Sita. Gennem historien får man et indblik i levevilkår for de fattige børn i Nepal, kastevæsenets betydning og begravelsesritualer.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. aug. 2000

af

af

Lars Damm Jensen (skole)

d. 21. aug. 2000

En gribende beretning fra en nepalesisk landsby. Den 10-årige Maya bor sammen med sine to søskende i en fattig familie, hvor alle må arbejde. Da moderen bliver alvorlig syg, må faderen låne penge til medicinmanden, og til gengæld må storesøster Sita på 14 rejse med til storbyen for at arbejde gælden af. Moderens sygdom forværres, og da hun er døende rejser Maya alene til byen for at hente Sita hjem til dødslejet, og de når lige at komme hjem før hun dør. Historien er velfortalt og vedkommende. Det er let for læsere i alle aldersgrupper at identificere sig med personerne og deres liv, og de får i tilgift en masse faktuelle oplysninger om livet i Nepal. Teksten er ret omfattende og siderne er brudt af indsatte fotos, der følger handlingen. Forrest oversigtskort og bagest leksikonafsnit, hvor svære begreber forklares grundigt. Bogen er en del af et integreret uv-materiale, der omfatter bog, udførlig lærervejledning med ideer til værksteds- og emnearbejde, fakta- og kopisider samt en cd-rom, som jeg ikke har set. Materialet, der udgives samtidig med 3 tilsvarende sæt om børns vilkår i u-lande, kan anvendes bredt i hele skoleforløbet. Højtlæsning fra skolestart og senere i tilrettelagte tværfaglige uv-forløb fra 4./5. klasse og opefter.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. aug. 2000

af

af

Lars Larsen

d. 21. aug. 2000

Vellykket bog om at være barn i Nepal. Den er henvendt til de 9-13-årige og udkommer samtidig med tre lignende bøger om børn i hhv. Indien, Kenya og Zimbabwe. Til alle fire bøger hører tillige en cd-rom. Gudernes vilje fortæller i tre fyldige kapitler historien om en vigtig periode i den 10-årige pige Mayas liv. Hendes mor er alvorligt syg, og for at afbetale en medicingæld skal storesøsteren Sita på 14 år rejse til Kathmandu for at arbejde for "manden med det tynde ansigt". Det er Maya ikke meget for, men Sita rejser. Moderens tilstand og forventede død fylder meget, og for at opfylde hendes sidste ønske rejser Maya til Kathmandu for at hente Sita, så moderen kan se sine børn en sidste gang. De når at komme tilbage inden moderens død, og bogens sidste kapitel handler om sorgen, moderens begravelse og om hvordan livet går videre. Bogen giver en fin skildring af Mayas stærke religiøsitet, men også af hendes tvivl om gudernes vilje og forståelse. Gennem hendes oplevelser giver den et overbevisende billede af et samfund præget af kastevæsen, fattigdom, børnearbejde og prostitution. Historien ledsages af gode farvefotos, som supplerer teksten, der er sat i en stor og læsevenlig typografi. Det er den første bog om Nepal siden Nepal ABC, 1990.