Forfatteren er antropolog og har skrevet flere bøger om shamanisme, og denne nye bog er hendes første roman. Handlingen er bygget op omkring hendes forældres kærlighed og især deres oplevelser de sidste 8 måneder af besættelsen. Det begynder 19. september 1944, da faderen sammen med 2000 andre danske politibetjente blev arresteret og sendt til Tyskland. Moderen og spædbarnet Jakob rejser fra København hjem til forældrene i Middelfart. Scenen skifter herefter hele tiden fra fangelejren i Tyskland til Danmark og tilbage igen. Moderen lever et problematisk liv med forældrene; men det er dog faderen, vi hører mest om. Kammeratskabet og kampen for at overleve, først i Neuengamme, derefter i Buchenwald og til sidst tvangsarbejde i Leipzig. Personskildringerne er lidt stereotype, tyskerne er alle onde, danskerne alle tapre og forældrene er ophøjet til idealer. Tidsskildringen og især fangelejrene er udmærket beskrevet, men sproget er på det jævne. Kærligheden beskrives kun som tilbageskuende minder. Det er en psykologisk/historisk roman om mennesker, der på trods af lidelse og frustrationer holder moralen oppe og ikke lader sig kue.