Børn i prut-skidsalderen vil sikkert more sig en kort stund over denne humoristiske billedbogsbagatel med pop-up effekt. Det er en tynd historie om bondegårdens skræk: den smællerfede gris Gynter, som terroriserer de andre dyr med prutter, griselort og buksevand til de til sidst sender ham i kredsløb med en gigantisk dynamitstang. Det er her pop-up effekten kommer ind i billedet. Vi får nemlig eksplosionen lige ud i hovedet. Det er de vilde og udtryksfulde illustrationer, som bærer bogen. Stregen er enkel og glad, og der er gjort meget ud af at skifte billedvinkel. Man ser aktørerne oppefra, nedefra, bagfra, tæt på og i mere tegneserieagtige forløb. Sammen med teksten, som er trykt med forskellige skrifttyper og størrelse, giver det et uroligt og dramatisk indtryk, som passer godt til historien. Farvelægningen er varm og forårsglad. Bogen er trykt på tykt og blankt papir, og ser i det hele taget gedigen ud, men selve pop-uppen holder ikke længe i bibliotekssammenhæng. Anvendelig til førnævnte snævre målgruppe, altså børn i 4-6-årsalderen. Hverken forfatter eller illustrator har udgivet andet på dansk.