Tidligere på året udkom en bog, der hed Gisp! Din krop i nærbilleder. Den handlede om diverse småting på og i den menneskelige krop. Her følger så en tilsvarende bog med nullermænd, støvmider, baciller, svampe, lus, myrer, hud, osv. fotograferet gennem elektronmikroskop. Billederne er af fin kvalitet og mange er ret overraskende. Bogen er opbygget som en gætteleg. Først præsenteres man for et stort billede og en munter tekst, der skal lede læseren på vej. Når man har gættet, kan man vende en flap og se, om gættet er rigtigt. Herefter følger en tekst, der fortæller om det store billede og om andre billeder, der findes under flappen. Teksten er er ikke helt let at læse. Bagest findes en gættekonkurrence med seks mikrobilleder. Jeg må indrømme, at jeg kun havde ét svar helt rigtigt! Bogen henvender sig primært til nysgerrige børn fra 5. klassetrin, men den kan også benyttes som et muntert indslag i biologiundervisningen.