Smuk hybrid mellem dagbog, digtsamling og graphic novel - en fortælling fra 2. verdenskrig i Danmark. Til læsere af digte og til tegneserielæsere der gerne vil udfordres.
Bogen indeholder 64 digte af Thorstein Thomsen (f.1950) med tilhørende illustrationer af Mikkel Sommer (f.1987). Bogen er også en klassisk fortælling, hvor vi følger den unge Sara i perioden fra 3. maj, 1944 til 1. december, 1945. Sara er fortælleren og "Hadet" blander udtryksformer fra lyrikken med dagbogsformen og tegneserien. Bogen er i hardcover og den er trykt på kraftigt papir. Thomsen har et omfattende og alsidigt forfatterskab bag sig og Sommer illustrerer både bøger og tegneserier - eksempler på Sommers tegnestil kan ses her: http://mikkelsommer.com/.
"Hadet" er en gennemført udgivelse, hvor den grafiske præsentation støtter op om Thomsens fine og stærke fortælling. Thomsen blander lyrik med dagbogens levende og personlige udtryk, eksempelvis her hvor Sara beskriver sin bror: "Min bror, Frank, fløjter fantastisk. Det har han altid gjort. Han tager af sted hver morgen i sit hvide murertøj med fjorten halve, som mor har smurt." Sommers streg, og farvelægningen, formår at smelte det naive udtryk, i stil med Ib Spang Olsen, sammen med det voldsomme og grusomme. "Hadet" er helt sin egen - en enkel og samtidig nyskabende hybrid.
Der er fx graphic novels af Jacques Tardi eller illustrationer af Ib Spang Olsen.