I denne røde Dingo fortælles historien om Niels Ebbesen. Det er en spændende, velskrevet og letlæst bog, der vil fænge historieinteresserede børn i 4.-6. kl. Året er 1340. Danmark er sat i pant til nogle tyske grever, og grevernes landsknægte hærger landet. Vi følger Jacob, en dreng hvis familie og landsby er blevet angrebet og på det nærmeste udslettet af tyskerne. Under flugten møder han Svend Trøst, nevø til Niels Ebbesen. Jacob får lov til at bo hos Niels Ebbesen og hans familie. Her oplever han, hvordan oprøret mod tyskerne bliver planlagt, og hvordan mordet på den kullede greve bliver udført. Dette mord bliver udslagsgivende for tyskernes tilbagetrækning. Handlingen indeholder også en spirende forelskelse mellem Jacob og Niels Ebbesens datter Ellen. Klaus Albrectens farverige tegninger lægger sig tæt op ad stemningen i bogen. De er dystre og dramatiske, og det er stærke sager, specielt det billede, der viser det berømte mord. Bagest i bogen findes et lille kapitel, som er en ordliste over svære ord fra den tid.