Elever fra 4. klasse (9-10 år) får en fin beskrivelse af det hierarki, der var i befolkningen for ca. 350 år siden i denne nye Dingo-serie Dingo. Historisk, også i serien Dingo. Blå. Bogen vil kunne bruges som fiktionslæsning i et emne om 1600-tallet.
Kirsten finder to guldhorn ude på marken i noget mudder. Hun skjuler dem i laden efter at have pudset dem med halmen. Kirsten viser storesøster Anna, som arbejder hos en købmand inde i byen, det ene horn. Hun foreslår, at de sender hornet til kongen, og så vil de få en findeløn, men der går lang tid, inden findelønnen kommer - et stykke stof. I skuffelse begraver Kirsten det lille horn igen. Et lidt anderledes forløb end den virkelige historie. Sprogligt velfortalt (lix 23). Illustrator Lars Pedersens farvelagte tegninger i lidt naivistisk stil understøtter fint historien.
Der er mange andre historiske fortællinger, som også har inspiration fra danmarkshistorien Gøngehøvdingen, Skipper Klement, Niels Ebbesen m.fl., men ikke i samme fiktive form som denne.
Dette er en udmærket bog til læsetræning for den historieinteresserede læser i 4.-5. klasse. Til selvlæsning.