Ligesom i Planlæggeren er udgangspunktet for denne fortælling den ældste bror, Fabrikantens begravelse, men hovedpersonen er denne gang den yngre søster, der ved et ejendommeligt tilfælde - som kun en fortæller af W.-A. L.s format evner at gøre sandsynligt - gifter sig med en mand, der er ved at arbejde sig op fra gemen bissekræmmer til varehusindehaver i den helt store stil. I denne karriere bistås han ihærdigt af sin kone, der åbenbart har arvet handelstalentet fra sin mangesidigt-evne-rige bedstefar. Efter mandens død fører hun varehus-etablissementet videre i endnu større stil. Desværre har deres ældste søn ikke arvet den samme interesse, men da han dør som nygift på en udenlandsrejse, kan man måske sætte en vis lid til det kommende barnebarn. W.-A. L. slipper forhåbentlig ikke familien Schleswiger så snart. Han er - som sædvanlig en herlig fortæller, hvis fortæller-glæde smitter af på læseren. Skulle nogen lade sig standse af den mere omstændelige bog om chef-arkitekten(Planlæggeren) så kan man roligt forsikre dem om, at der er 100 procents Linnemannsk fart over feltet i Handelsmanden.