I det miniunivers, vi præsenteres for her, er Hansemand barnet og de øvrige væsener hans mere eller mindre miserable legedyr og ting. Hans verden på den anden side syrenhækken er et lille landmed elv, grusgrav, træer og skov, hvor de forskellige optrædende spiller deres rolle ud fra deres meget begrænsede formåen. En fredelig verden er det ikke just. Man skændes lidt, irriterer hinandenmeget og ind imellem ræddes man for skræmslet, som Hansemand har opfundet for spændingens skyld. Glimt fra en voksenverden, som barnet opsnapper dem, er spredt ud over hændelser og dialoger, nårlegedyrene f.eks. øver på Gøjhamlet eller spiller Bamsebeethoven, og når bisonrotten tillægges en vemodig længsel efter sine russiske kammerater. Bogen er ikke uden humor; dens sprog, stil ogkomposition viser en forfatter, der kan sit håndværk, men alligevel fornemmes den som en lang historie om ingenting. Den kan - også med sine mange små stregtegninger - minde lidt om Peter Plys, menhar ikke dennes stillecharme. Typografien er stor og læseven-lig, og dog kan den næppe læses før 4.-5. klasse. Bedst vil den egne sig til oplæsning for mindre børn, men den har ikke elementærspænding og identifikationsmulighed til at kunne fange en hel klasse. Anvendelsen på skolebiblioteket vil være begrænset.