Bogen er 2. opdaterede udgave af 1. udgaven fra 1993. De sidste otte sider indeholder materiale som fører bogen op til sommeren 2005, hvad angår nye farvefotos og noget omkring danske impotører. Da Villy Poulsens bog udkom første gang i 1993, var det den første på dansk om Harley-Davidson. Siden er der kommet et par andre til, bl.a. skal fremhæves Hugo Wilsons Den store Harley-Davidson bog fra 2000. Forfatteren Villy Poulsen, næsten en pioner indenfor motorcykellitteraturen, er selv ivrig Harley-Davidson ejer. Han fortæller om Harleyens tilblivelse og historie, om driftige danske importører og en hel del om de forskellige varianter og årgange og ikke mindst om den særlige Harley-Davidson ånd og aura. Bogen er illustreret med sort-hvide fotos hele vejen igennem på nær de sidste otte sider og fremstår med et lidt halvfjerdseragtigt look. Er 1. udgave udgået fra samlingen eller slidt op, bør man købe denne udgave.