I vore moderne tider er tidsrejsen som spændingsmoment i romanen stærkt på vej til at blive afløst af virtual reality. Den tykke og klodsede Harly er lidt af et teknisk geni, og da han får lavet et apparat, der kan føre en seer ind i de begivenheder, han ser på TV, og da TV har Fyrtøjet på programmet, vil han og vennen Svend Erik forsøge at skaffe noget guld med sig ud. Det lykkes for dem at komme ind i historien, men den udvikler sig noget anderledes end forventet, og lillesøsteren, der skal taste dem hjem, falder i søvn foran skærmen, så de oplever nogle hektiske døgn i en barsk tid, før de kan vende hjem. Handlingen, der er let læst og henvender sig til de ca. 9-12 årige er umiddelbart spændende, tonen er holdt i det humoristiske, og indenfor rammerne holder logikken, ligesom person- og miljøbeskrivelser holder vand, især fanges man ind af beskrivelsen af det gamle København i pestens og uhumskhedernes vold. Forf. har vi ellers ikke hørt fra siden Da Halfdan blev helt,1984 og Da julemanden forsvandt, 1981. Illustreret med en række gode sort/hvide tegninger i tusch og akvarel af Annette Carlsen, der også har tegnet det flotte omslag med en dramatisk scene fra eventyret.