Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Harly Hopla og Fyrtøjet : et computereventyr


Beskrivelse


Harley er lidt af et computergeni og eksperimenterer med virtual reality. Da fjernsynet sender "Fyrtøjet", går han og vennen Svend Erik ind i historien, men den bliver noget mere dramatisk end forventet.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. jan. 1995

af

af

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 9. jan. 1995

At lade hovedpersonerne i en bog via et litterært kneb glide fra virkelighedens verden ind i fiktionens er et velkendt og afprøvet fænomen. Her er det computergeniet Harly Hopla, der bringer sig selv og historiens jeg-fortæller, den jævnaldrende Svend Erik, direkte ind i Fyrtøjets eventyrunivers. De to drenges ankomst giver forståeligt nok en smule flimmer i afviklingen af den velkendte historie og indimellem også anledning til et par morsomme og overraskende scener. Men gennemgående holder ambitioner og indhold sig på det underholdende plan, lavt svævende uden de store udsving fra den allerede betrådte vej. Lidt sproglige forviklinger, lidt historiske modsætninger, og ellers hurtige replikskifter, lidt kunstig spændingsopbygning eksempelvis omkring hvornår-og hvordan-mon-de-kommer-tilbage er ikke tilstrækkeligt til i længden at undre læseren og fastholde interessen for de to svagt tegnede hovedpersoner. Illustrationernes og forsidetegningens lidt løse streg uden mange detaljer lægger ikke meget til teksten. Kan læses fra ca. 5. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. jan. 1995

af

af

Elin Søborg

d. 9. jan. 1995

I vore moderne tider er tidsrejsen som spændingsmoment i romanen stærkt på vej til at blive afløst af virtual reality. Den tykke og klodsede Harly er lidt af et teknisk geni, og da han får lavet et apparat, der kan føre en seer ind i de begivenheder, han ser på TV, og da TV har Fyrtøjet på programmet, vil han og vennen Svend Erik forsøge at skaffe noget guld med sig ud. Det lykkes for dem at komme ind i historien, men den udvikler sig noget anderledes end forventet, og lillesøsteren, der skal taste dem hjem, falder i søvn foran skærmen, så de oplever nogle hektiske døgn i en barsk tid, før de kan vende hjem. Handlingen, der er let læst og henvender sig til de ca. 9-12 årige er umiddelbart spændende, tonen er holdt i det humoristiske, og indenfor rammerne holder logikken, ligesom person- og miljøbeskrivelser holder vand, især fanges man ind af beskrivelsen af det gamle København i pestens og uhumskhedernes vold. Forf. har vi ellers ikke hørt fra siden Da Halfdan blev helt,1984 og Da julemanden forsvandt, 1981. Illustreret med en række gode sort/hvide tegninger i tusch og akvarel af Annette Carlsen, der også har tegnet det flotte omslag med en dramatisk scene fra eventyret.