En lovende digtsamling som forfatteren, Mikael Josephsen f. 1961 debuterer med. Gennem næsten alle digtene går der en vemodig og intens stemning af fortvivlelse. På en gang desperat og behersket. Her er tale om et digter-jeg, som skriver om barndomsminder, traumatiske oplevelser på et hospital, brud med en kæreste og forsøg på at vinde fodfæste igen i et til tider koldt univers. Scenarierne er ud over hospitalet, havnen, byen, skoven og stranden. Parallelt med disse miljøer løber en metafysisk afsøgning med et i mange tilfælde vellykket poetisk resultat. Også der, hvor der er overtoner af religiøsitet, er virkningen stærk. Det forekommer som alvorlige sager, der er gennemlevet, og sublimeringen i skrift er mestendels absolut kunstnerisk forløst. Jeg synes, at det er håbefuld debut med mange løfter for en forhåbentlig senere kommende digtsamling. Hvad tilgængelighed angår, er lyrikken af en beskaffenhed, der udfordrer både hjerte, hjerne og er et godt nyt bud på moderne dansk lyrik. Fuld af originale og virkningsfulde billeder og stemningsbeskrivelser. Det er liv, død, sorg og tilgivelse, der digtes om. Alvorligt, trist og smukt. Følsomt og alligevel stærkt.