Helvedespræsten og andre skrøner

Denne fjerde skrønesamling udkom første gang på Lademanns forlag i 1977. Som sædvanlig er det tilværelsens små og store begivenheder blandt den halve snes fangstmænd på Nordøstgrønland, der er udgangspunkt for fortællingerne. Stærkest blandt de syv noveller står fortællingen om Lille Pedersen, der bliver til Store lille Pedersen. Her findes den blanding af menneskekærlighed, psykologisk indsigt, humor og en god pointe, der kendetegner Jørn Riels historier, når de er allerbedst. Jørn Riel har i efteråret 1995 været på Danmarksturne og i TV, og det har bidraget til en fornyet interesse for forfatterskabet. På mit bibliotek er denne samling slidt op, og det gælder nok også andre steder. Den nye udgave er uden illustrationer, men sat med tydelig og stor skrift, der vil glæde svagtseende.

Læs hele vurderingen

»Enhver kunne høre, at det var løgn altsammen, men han fremførte historien med både glød og overbevisning, så man fik den opfattelse, at han i hvert fald selv troede på den ...«, hedder dethenimod midten af de 7 skrøner, læseren diverteres med: Et velbevaret lig - Hunden, der blev stum - El dedo Diabio - Den lille Pedersen - En litterær historie -Loppen og Helvedespræsten. Rielsbøger bæres stadig af hans fortællende talent med den spænding og de overraskelsesmomenter, der er faste elementer. Udgangspunktet for en skrøne kan være nok så usandsynlig, alligevel bliver der entroværdig historie ud deraf, fordi enkeltheder og hverdagstræk indgår en så overbevisende enhed, at læseren glemmer den falske start. Irrationelle elementer indgår i så at sige hver enestefortælling. Som underholdningsforfatter er Riel stadig prima, en værdig konkurrent til de visuelle underholdningsmedier, men nu og da lovlig grotesk. Læser man hans mange arktiske novellesamlingeri et stræk, skal de nok virkeen kende stereotype -men én om året: lad gå.

Læs hele vurderingen